Vision

Vision

Korskirken ser det som sin opgave:

  • at give mennesker en anledning til at møde Gud og fordybes i troens liv spirituelt.
  • at give mulighed for den enkelte – barn, ung, voksen, gammel, fremmed, fattig, søgende – at blive set og mødt med anerkendelse og givet mulighed for at vokse som menneske.
  • at hjælpe os til at leve opmærksomt på vores næstes behov, uanset om ”næsten” er familien eller den nødlidende på den anden side af kloden.
  • at gøre en særlig indsats for at bygge broer, hvor der er splid. At arbejde for at gøre verden til et godt sted at være.
Det begynder og ender med Jesus

Baptister lægger stor vægt på, at troen altid må tage udgangspunkt i, hvad Jesus sagde og gjorde.

Vi tror, at vi hører Guds egen stemme i Jesu ord
Vi tror, at Jesu handlinger viser os Guds eget væsen
Vi tror, at Jesus er menneskets eneste redning
Vi tror, at Jesu eksempel viser os, hvordan vi skal leve
Fordi Jesu blev oprejst fra de døde, ved vi, at der er håb for verden

De fleste, hvis ikke alle kristne, vil sige ja til alt det.

Det centrale spørgsmål
Men for baptister er det vigtigste spørgsmål egentlig ikke, om man ”tror” alt dette om Jesus og Gud – sådan i intellektuel eller følelsesmæssig forstand – men om man er villig til at være `elev´, `lærling´ af Jesus.
Det første Jesus gjorde, da han begyndte sit arbejde var nemlig at vælge nogle lærlinge – eller disciple, som de kaldes i bibelen. De gik sammen med ham og lærte af ham. Han lærte dem at tilgive og at elske deres næste såvel som deres fjende. Han viste dem, at det kan være nødvendigt at lide for sandheden.
Efter sin opstandelse sagde Jesus til alle dem, der havde fulgt ham, at de skulle skabe en bevægelse i hele verden: ’Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple’ (Matthæusevangeliet kap. 28 vers 18), dvs. gøre dem til mennesker, der er i mesterlære hos Jesus!

Jesu disciple
At være en kristen er derfor først og sidst et spørgsmål om at være Jesu discipel. Man kan definere en discipel som en, der lever som Mesteren har lært os, og som lærer andre at gøre det samme. For baptister er der to ting, der hænger uløseligt sammen: Gud er blevet menneske i Jesus og Jesus er kommet for at vise os, at vi er Guds børn og skal ligne vores far. Det betyder, at for baptister er det at være en kristen mere end blot at være tilhænger af kristendommen eller at tilhøre en `kristen´ kultur – det er at `følge Jesus´.

Dåben
Baptister praktiserer dåben på en anden måde end i Folkekirken. Vi knytter nemlig også dåben sammen med at blive Jesu discipel. Da Jesus sendte sine disciple ud, sagde han, at de skulle gøre mennesker til hans disciple, og at de skulle døbe dem og lære dem at holde alt det, han havde befalet dem. Derfor ser baptister dåben som den handling, hvor vores liv knyttes sammen med Jesus som den Mester, vi tror, følger og søger at være lydig imod. Og dåben knytter os på samme tid sammen i et fællesskab med andre, der følger ham – den kristne menighed. Det er den forståelse af kristendommen, der ligger til grund for baptisters tro – og som altid er udfordringen. For det er væsentligt lettere, når man kun snakker om det, end når det skal leves ud i virkeligheden!

Opgave

Opgave
Korskirkens opgave er, ved forkyndelse, undervisning og omsorg at tilbyde mennesker et personligt forhold til Jesus Kristus. Korskirken ønsker at være et fællesskab, hvor enhver kan modtage det kristne budskab og være med til at give det videre til andre.

En del af ”Baptistkirken i Danmark”

En del af ”Baptistkirken i Danmark”
Korskirken er en af 52 menigheder i ”Baptistkirken i Danmark”. At være en baptistkirke betyder, at Bibelen er vigtigste norm for tro og kristenliv. Menigheden praktiserer alene bekendelsesdåb. Menighedens medlemmer er bekendende kristne. Alle medlemmer har indflydelse og ansvar, og menigheden er en frikirke med demokratisk ledelse.

Hvad er baptister for nogen?

Hvad er baptister for nogen?
Baptistkirken er en af de største kirker i verden. På verdensplan tæller baptistkirker mere end 100 mio. mennesker, og det stiger stadig. I Danmark er Baptistkirken en forholdsvis lille kirke, med blot godt 5000 medlemmer fordelt på godt 50 menigheder spredt ud over landet.
Ligesom i alle andre kirker kan der dog være stor forskel på de enkelte menigheder, ligesom der kan være forskelle fra land til land, men til de fællestræk, der binder baptister sammen, hører følgende. I Danmark er der også en del migrantmenigheder.

Dåben
Det, der har givet kirken navnet ”baptist”, er den særlige måde, vi døber på, nemlig ved at den, der skal døbes, dykkes helt under vand et kort øjeblik. ”Baptist” stammer netop fra et græsk ord, der betyder ”neddykke”. Dåben foregår altså ved at en person, der selv har truffet et valg om at blive døbt, døbes enten i kirken — hvor der findes en ”dåbsgrav”, der er et bassin, der er stort nok til et voksent menneske — eller det kan foregå i det fri, i en sø eller ved stranden.
Vi døber ikke små børn, for som baptister mener vi, at dåben betyder at man bliver Jesu ”discipel”, og den beslutning mener vi, den enkelte selv må træffe. At blive Jesu discipel var den betydning, Jesus selv knyttede til dåben, og det er en stor og personlig beslutning, som vi hver især må træffe på vores egne vegne. Du kan læse mere om dåben i indlægget ”Det begynder og ender med Jesus” (link).

Barnevelsignelse
Vi har altså ikke barnedåb, men til gengæld velsigner vi børnene ved en ceremoni, der minder lidt om en barnedåb — men altså uden vand. Barnevelsignelsen er mulighed for forældrene til at takke Gud for deres barn og sammen med menigheden bede Gud om at beskytte og værne barnet. Hos baptisterne tror vi ikke på ”arvesynd” i den betydning, at barnet er født syndigt, og at det behøver at blive døbt for at kunne blive Guds barn. Vi tror, at alle børn er Guds børn, fra de bliver født. Til gengæld er vi også bevidste om, at barnet fødes i en verden, hvor der kan ske ondt og at vi i fællesskab og med Guds hjælp er sat til at værne og beskytte hinanden. Når et barn velsignes hos os, er det en altså en takkefest for livet og en bøn til Gud.

Alle er lige
Baptistkirken har en flad struktur, der betyder, at den enkelte menighed ledes ved at alle medlemmer mødes et par gange om året for at beslutte alle større ting som budget, ansættelser og lignende. I mellem disse møder er der et menighedsråd, der sammen med præsten og evt. andre ansatte, tager sig af den daglige drift. En gang om måneden, ved kaffen efter en gudstjeneste, orienteres menigheden om de sager, der ligger på menighedsrådets bord, og det er muligt at stille spørgsmål eller forslå emner, som man vil bede menighedsrådet tage op.
Men denne struktur er ikke kun en praktisk, demokratisk styreform. Den har rod i Baptisternes menneskesyn, der lægger vægt på det enkelte menneskes myndighed. Vi tror, at selvom vi har forskellige evner, opgaver og ansvar, så er vi alle lige for Gud, og det er væsentligt, at enhver — barn, ung, gammel — respekteres for det, man er.
Samvittighedsfrihed er en grundpille i Baptistkirken. Vi mener ikke, at nogen kan eller bør tvinges til at tro, mene eller handle på en måde, der ikke er i overensstemmelse med ens samvittighed. Derfor er kampen for menneskerettigheder en vigtig del af det at være baptist.

Fri kirke
I Danmark er ét særligt kirkesamfund indskrevet i Grundloven, nemlig den lutherske kirke som dermed er Den Danske Folkekirke. Baptistkirken er sammen med mange andre mindre kirkesamfund derimod ”frikirke”.
At være frikirke indebærer bl.a. at vi selv står vores økonomi og alt, der vedrører kirkens liv, herunder ansættelse af præster mm. Men det er ikke bare et praktisk eller økonomisk arrangement at være frikirke. Vi har mener principielt, at stat og kirke bør være adskilt. At være frikirke har altså at gøre med et grundlæggende syn på, hvad det vil sige at være kirke. Vi ser ikke først og fremmest kirken som en kulturinstitution, men som en lokal forsamling af mennesker, der deler troen på Jesus Kristus og som sammen søger at tjene ham.

Men hvor stammer Baptistkirken fra?

Ordet ”baptist” er som nævnt oprindelig et øgenavn. Det blev oprindelig brugt i 1500 tallet under Reformationerne. Her kaldte man de første baptister for ”anabaptister”, som betyder ”gendøbere”. Historien om, hvad baptister tror, kan man i øvrigt få et godt indtryk af ved at læse om arven fra anabaptisterne (link til artikel Baptisternes rødder og tro)
I moderne tid i Danmark fører Baptistkirken sin historie tilbage til 1839, hvor en gruppe borgere fra København besluttede sig for at lade sig døbe på deres tro, og dermed træde op imod Folkekirken. Hurtigt efter blev der etableret menigheder mange andre steder i landet. I de første 10 år blev baptister ofte sat i fængsel og fik store bøder, for der var endnu ikke religionsfrihed i Danmark. Den kom med Grundloven i 1849.
I dag er arbejder alle kristne kirker sammen, og der er et godt forhold mellem Baptistkirken og Folkekirken og andre kirker. I Korskirken i Herlev har vi gennem Herlev Fælleskirkelige udvalg et tæt samarbejde med de tre folkekirkemenigheder og Den Katolske Kirke i byen.

Baptisternes rødder og tro

Baptisternes rødder og tro
Her kan du læse om baptistkirkens rødder i reformationstiden i 1500-tallet og den teologi, der er vores arv – og udfordring.

  • Den troende er Jesu discipel
  • Nøglen til Skriften: Jesus
  • Kirke er mission
  • På de fattiges side
  • Forsonet fællesskab
  • Økonomisk solidaritet
  • Stifte fred

Den troende er Jesu discipel
For baptister begynder al tale om tro og liv med en henvisning til Jesu liv og gerning. Selvfølgelig bekender baptister som andre kristne troen på den treenige Gud – Fader, Søn og Helligånd – men nøglen til en forståelse af Gud er livet i efterfølgelse af Jesus Kristus. Den kristne tro på Gud kan beskrives både dogmatisk og filosofisk, men det er Jesus, der med sit ord og sit eksempel viser, hvad troen i praksis handler om! Derfor er den troende først og fremmest Jesu discipel.
Baptisterne på reformationens tid (1500-tallet) reagerede mod en kirke, der havde gjort tro til et spørgsmål om dogmer, ritualer og kirkevæsen. Luther og de andre reformatorer gjorde oprør mod den katolske kirke og dens middelalderlige dominans over tanker og viljer, men de første baptister mente, at Luther og de andre reformatorer blot erstattede et system med et andet.
Det afgørende for kirken er tværtimod, at den modigt og fuldt ud fastholder Jesu eksempel som forbillede for det liv, menigheden er kaldet til at leve og den mission, den er kaldet til at tage del i. Derfor har baptister altid øvet kritik af den etablerede kristendom, men også af den fromhedsretning, der lægger for megen vægt på det følelsesmæssige og individualistiske. Jesus er ikke blot en følelse og ikke blot min erfaring af det guddommelige, han er menighedens og verdens Herre, som jeg og vi i fællesskab skal tjene.
En af 1500-tallets baptister, Hans Denck, sagde: ”Ingen kan kende Kristus uden at han følger ham i livet – og ingen kan følge ham uden at kende ham”. Det er et præcist udtryk for en af de dybeste overbevisninger i den baptistiske kirkestrømning: Gennem at kende Kristus bliver vi kaldet at følge ham i ord, gerning og mission.

Nøglen til Skriften: Jesus
Princippet, at Bibelen alene er rettesnor for kirkens liv og lære (sola scriptura), er Reformationens (1500 tallet) vigtigste fortjeneste. Princippet blevet formuleret i opgør med to katolske principper, nemlig at Bibelen sammen med kirkens tradition er højeste myndighed, samt at det er præsteskabet, der i realiteten har monopol på tolkning af skriften. Nu oversattes Bibelens skrifter fra græsk, latin og hebraisk til forskellige moderne sprog og åbnede vejen for en folkelig deltagelse i tolkningen af bibelen. Samtidig blev det slået fast, at kirken i enhver historisk skikkelse står under, ikke over, Bibelen.
Dem, der mest radikalt efterlevede disse principper, var anabaptisterne, og især på ét punkt adskilte de sig fra fx lutheranere og kalvinister. Anabaptisterne fastholdt, at der kun er én nøgle til at lukke skriften op, nemlig Jesus Kristus, og alt i skriften skal ses i lyset af Guds endelige åbenbaring af sit væsen og sin vilje i ham. Til tidens meget diskuterede emner hørte fx krigsførelse, soldatertjeneste, bankvirksomhed (!) og naturligvis dåb, nadver, kirke-stat spørgsmålet. Anabaptisterne kritiserede de andre reformatorer for at springe over Jesus, hvor det passede dem, og argumentere for fx krigsførelse ved at henvise til tekster fra Det gamle Testamente. Nej, man bør begynde med Jesus og ikke bare forsøge at passe ham ind, når det passer i ens kram!
Alle spørgsmål om kristen tro og liv skal altså afgøres i lyset af Jesu liv og lære, død og opstandelse. Samtidig hævdede anabaptisterne, at det snarere handler om at efterleve Jesu ord, end blot at forstå dem rent forstandsmæssigt. De bragte teologien ud fra den akademiske verden og ind i hverdagslivet, idet de spurgte, hvordan vi konkret, her og nu kan være Jesu Kristi efterfølgere. De tog bibelstudiet ud af klasseværelset og ind i menighedslivet. Derfor var studiet af bibelen og samtalen om ordenes betydning – set i lyset af Jesu liv og lære, død og opstandelse – centralt i deres menighedsliv. I denne arv ligger en alvorlig udfordring til moderne baptisme.

Kirke er mission
Igennem tiden har der været mange og ofte drabelige diskussioner om hvad kirke er. Hvis man spørger en almindelig dansker vil han eller hun nok svare, at kirke er en bygning. De første baptister, som vi kalder Anabaptister – holdt fast i tanken om at kirken var det fællesskab de havde sammen, hvor de mødtes i hjemmene, bad, læste i Bibelen og forsøgte sammen at leve som efterfølgere af Jesus. Man kan sige at kirke for en baptist ikke er mursten – men mennesker. Hermed mente de at have fundet tilbage til den oprindelige kirke, som dengang Jesus og apostlene levede.
Den første kirke var nemlig sådan en gruppe af mennesker. Her var vægten ikke lagt på kirken som institution og indehaver af den ene rette lære, men i stedet på at leve i efterfølgelse af Jesus. Omkring år 313 skete der en stor omvæltning for den tidlige kirke: Kejser Konstantin besluttede at bruge kirken som Romerrigets religiøse over- og underbygning og kæde kirke og statsmagt tæt sammen. Dette medførte en fundamental forandring af kirken: Man begyndte at ensrette læren og forfølge alle der havde en afvigende tro, man samlede sig magt og indflydelse i samfundet og blev en integreret del af de bestående magtstrukturer, man støttede statsmagten i at opretholde tingenes tilstand og lagde mindre vægt på den kritik Jesus giver af det bestående. Man blev en institution med ansatte ledere og store kirker, hvor folk mere var kristne af navn end af gavn. Man taler om at troen gik fra at være en levende kristenhed til at være en institutionaliseret kristendom.
Under Reformationen omkring år 1500 valgte de første baptister at bryde med denne tænkning om kristendommen. De gjorde op med tanken om kirken som en magthaver og dannede frie grupper af oprigtigt troende kristne, der søgte at leve i efterfølgelse af Jesus. Men et fællesskab, der kalder sig kirke er aldrig bare til for sin egen skyld – det har en ganske særlig opgave. Det latinske ord missio betyder netop sendelse eller opgave, og når vi taler om at kirke er mission betyder det, at kirken er et fællesskab med en ganske særlig opgave, nemlig at leve i efterfølgelse af Jesus og dermed være det for verden som Jesus var for sin tid. Hvad det betyder vil de kommende artikler i serien arbejde med.

På de fattiges side
I 1500-tallet gjorde baptister op med synet på kirken som en statsstyret institution, der havde mere fokus på magt og mursten end mennesker og mission. Det syn på kirken, der i stedet voksede frem, blev – akkurat som idealet var – formet af det eksempel, man fandt hos Jesus. Anabaptisterne – som vi kalder de første baptister – så kirkens opgave som først og fremmest at være gode nyheder for de fattige, de magtesløse og de forfulgte.

“Hvis du mener, du har en reservation i himlen, skal du huske, at du kun kommer ind med en anbefalelsesskrivelse fra de fattige”.

Sådan siger den amerikanske baptistpræst James Forbes og peger dermed på den lige linje der går fra vores tid til dengang. I en tid hvor kirken var den største både politiske, økonomiske og åndelige magtfaktor i Europa, afsvor anabaptisterne sig denne magt og identificerede sig i stedet med de fattige, der var blevet marginaliseret i den evindelige kamp om magten mellem Kejseren og Kirken. Krav om social retfærdighed og økonomiske reformer gik hånd i hånd med udbredelsen af de anabaptistiske menigheder. Til tider tog det overhånd og udartede sig til væbnede oprør, men bevægelsen var i langt de fleste tilfælde fredelig i arbejdet for en radikal forandring af samfundet. En forandring der ikke skulle foregå med magt og tvang, men gennem at identificere sig med de af samfundets svageste og udstødte som Jesus også selv havde identificeret sig med. Jesus taler om hvordan vores behandling af samfundets mindste reflekterer vores behandling af ham. Derfor så anabaptisterne, der først og fremmest søgte at være efterfølgere af Jesus, et kald til at virke for frihed og lighed for alle grupper i datidens samfund.
Gennem tiden har baptister søgt at holde fast i dette ideal – selvom det har ledt til at kirken ikke har nogen magt i samfundet og til tider endog har været forfulgt. Kirkens plads er ikke på toppen af samfundet med den status, rigdom og magt, der hører med dér, men tværtimod holder baptister fast i kirkens kald til altid at være på de fattiges side i solidaritet med de magtesløse og de forfulgte og virke for forandring nedefra og op. Dette anderledes syn på kirken har inspireret mennesker til at kæmpe for frigivelse af slaver, menneskerettighed

Forsonet fællesskab
Baptister har altid lagt vægt på fællesskab. Ikke bare fordi vi synes, det er skønt at være sammen, men fordi fællesskab – venskab, gensidig forpligtelse, solidaritet – er en meget vigtig del af vores forståelse af, hvad kirke er. For baptister ligger kirkens autoritet ikke hos en pave eller en biskop, men Gud taler til fællesskabet af troende, som sammen skal lytte og dele ansvar.
Den tidligste trosbekendelse, vi finder hos anabaptisterne i 1500-tallets Europa, er fra 1527 og har syv punkter. Det første punkt handler om dåben. Allerede det andet punkt har at gøre med, hvordan fællesskabet af døbte skal holde fred med hinanden, søge forsoning og bevare fællesskabet så det forbliver et troværdigt vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Når Anabaptisterne lagde så meget vægt på forsoning, skyldes det, at de tog Jesu ord alvorligt, når han siger: ”Salige er de, som stifter fred” og ”skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham” (til templet for at bede). Det er en arv, vi nok må indrømme, det indimellem har været svært at løfte! Alligevel er det sådan, at baptister verden over ofte har søgt at virke for forsoning, dels ved aktivt at fremme enhed på tværs af kirkeskel, dels ved at arbejde for forsoning imellem folkegrupper.
Baptister har traditionelt peget på, at der skal være sammenhæng mellem ord og gerninger. Det lyder indlysende, men igen må vi erkende, at det det ikke er så let. Men dåben forpligter os faktisk til forsoning. Vi døbes ”til Kristus”, og han er forsoningens Herre og han ønsker, at vi forsoner os med hinanden og søger at skabe fred, hvor der er had og splittelse.
Et fællesskab med Jesus Kristus uden en forsonings-praksis, er en umulighed. En menighed, der tager fat på sine konflikter og løser dem på en god måde er derimod et håb for verden.
Tro og liv hænger sammen. Det er en kerneværdi i den baptistiske tradition, at det vi tror ikke bare betyder noget for, hvad der skal ske engang – men at det har afgørende betydning for, hvordan vi lever vores liv her og nu. Det handler ikke alene om at tro det rigtige, men også om at vores tro kommer til udtryk i den måde, vi lever på. I en kultur som vores, hvor fokus på den enkelte leder til økonomisk uretfærdighed for nogen og et afsindigt overforbrug for andre, kaldes vi til at genfinde den strømning i den baptistiske tradition, der udfordrer os til at leve enkelt og forvalte det, vi har fået givet ved gavmildt at dele med dem, der ikke har.

Økonomisk solidaritet
Lige fra den første tid har anabaptister insisteret på, at økonomi også har noget at gøre med vores tro. I deres forsøg på at leve efter det Det nye Testamentes forbillede afprøvede de forskellige modeller for en anderledes omgang med penge og ejendom. Nogle gange betød det, at man levede med fællesøkonomi (den såkaldte ”fælles pung”), hvilket desværre ofte førte til usund sekterisme. I de fleste tilfælde betød det, at man levede efter et princip om fælles hjælp – det vil sige at man stillede sine ejendele til rådighed for fællesskabet uden at ophæve ejendomsretten, men med en understregning af vigtigheden af at vi bringer alt hvad vi er ind i vores efterfølgelse af Jesus. Denne radikale gavmildhed blandt anabaptisterne var en af de største anstødssten for de kirkelige autoriteter på den tid, for den lå en skarp kritik af kirkernes tendens til at berige sig selv og manglende evne til at hjælpe de fattige.
Gennem årene har dele af den baptistiske tradition været kendetegnet ved en enkel livsstil, en stærk fællesskabsfølelse, modstand overfor forbrugerisme og praktisk hjælp og tjeneste for andre. Denne arv giver spændende perspektiver og udfordringer til os, der forsøger at være kirke i dag i en verden, hvor individet og materialismen er i centrum i en grad, vi aldrig tidligere har set. Vi bliver mindet om at vores livsstil betyder noget. At det at være Jesu discipel omfatter hele vores liv – også vores pengepung! Et enkelt liv og at stille sig tilfreds med det nødvendige er en vigtig åndelig øvelse, der leder os til Gud og orienterer os mod Hans rige.

Stifte fred
Verden er for ikke mange år siden trådt ud af det blodigste århundrede i menneskehedens historie, med to altødelæggende verdenskrige, forfærdende folkemord i Rwanda, Armenien og det tidligere Jugoslavien og utallige lokale og regionale krige, der har dræbt millioner af mennesker. I dag øges spændingerne mange steder i verden, og terrorismen har for alvor skabt uro. Menneskeheden stadig klynger os til den overbevisning at vold, drab og undertrykkelse er den ultimative måde at løse konflikter. I den sammenhæng er det vigtigere end nogensinde, at holde fast i at Fred er kernen i evangeliets budskab og at de, som følger Jesus, er forpligtet på at finde ikke-voldelige alternativer og lære at skabe fred mellem mennesker, kirker, samfund og stater.
Den anabaptistiske tradition slår fast, at brugen af vold er uforenelig med kristen discipelskab. Selvom man hos dele af den tidligste anabaptisme fandt tragiske og sørgelige eksempler på, at man brugte vold til at nå sine mål, så står anabaptismen stærkt som en bevægelse, der hylder principperne om ikke-vold. Den holder fast i en bibelsk forståelse af fred (shalom) som mere end blot fraværet af konflikt. Fred er en helhedsforståelse, der indebærer retfærdighed, fællesskab, forsoning, den genopretter vores forhold til Gud, til skaberværket, til os selv og til hinanden, både dem, som er forskellige fra os og dem, som forfølger os. Den udfordrer vores tilgang til kriminalitet og straf, konfliktløsning og global politik og kaster nyt lys på diskussionen om dødsstraf og magtanvendelse. I efterfølgelse af Jesus, som jo netop kaldtes Fredsfyrsten, afviser man enhver tanke om ”den retfærdige krig”, som et eksempel på at kirken bliver spændt for magthavernes vogn, og holder fast i budet om at elske sin fjende, med alt hvad det indebærer. John Howard Yoder, en moderne anabaptist, opsummerer forståelsen således: ”Kristne, der i loyalitet mod Fredsfyrsten ikke vil følge vor tids nationalistiske tendenser, fordi de nok er villige til at elske deres lands venner, men nægter at hade dets fjender, er ikke tåbelige drømmere, som regner med, at deres modstand vil føre til slutningen på alle verdens krige. Tværtimod er drømmerne dem, der tror, at de kan afslutte alle krige ved at forberede en ny.”
At være en kirke der stifter fred er en stor udfordring. Det har indflydelse på både vores personlige liv og det fælles liv i menigheden. Vi kaldes til at udvikle fredelige tilgange til konflikter og involvere os i mægling, konfliktløsning, fredsskabelse på alle niveauer af samfundet – at være en modkultur og vise nye veje i en verden hvor krig, vold og undertykkelse alt for tit ses som den eneste løsning.

Links til www.anabaptist.dk
www.baptistteologi.dk

Lidt om Korskirkens historie

Lidt om Korskirkens historie
Korskirken begyndte som en satellitmenighed fra Kristuskirken på Nørrebro. I den sidste del af 1950´erne var flere og flere fra indre by begyndt at flytte uden for byen, bl.a. til Herlevområdet. Derfor undersøgte man mulighederne for at etablere en ny menighed i området, og det blev en realitet i 1959, da man byggede og indviede Korskirken på Herlev Hovedgade 42. I begyndelsen hørte menigheden fortsat under Kristuskirken på Nørrebro, men i 1963 blev det en selvstændig menighed. Igennem 1960´erne og 70´erne voksede aktiviteten i menigheden bl.a. med et stort børne- og ungdomsarbejde. Senere købte menigheden også nabohuset, nr. 44, som med en udbygning gennem årene har huset meget af børne- og ungdomsarbejdet, herunder en stor spejderkreds. Kirken blev i realiteten hurtigt for lille, men adskillige forsøg på at udbygge kirken blev af forskellige årsager ikke til noget. Vi skal helt frem til 2014, før der endelig kom en afklaring på mange års undersøgelser af muligheden for at få nyere og mere rummelige rammer. Menigheden besluttede at rive den gamle kirke ned og bygge en helt ny på samme sted. Det er denne kirke, der nu er ved at blive taget i brug. Den blev indviet ved en gudstjeneste Palmsøndag, 9. april, 2017. I 2015 undergik også ”44” en større renovering, så menigheden nu har gode og funktionelle rammer til menighedens arbejde.

I 2016 blev den gamle kirkebygning revet ned og en helt ny blev opført. Læs om baggrunden og se fotos og video her

Hvis du vil vide mere
Du er altid velkommen til at kontakte os (korskirken@korskirken.dk). hvis du vil vide mere. Vi har et hæfte, der fortæller mere om baptister, ”FAQ om baptister”, som kan hentes hér. Vi sender det også gerne til dig, hvis du giver os din postadresse. Du kan også tjekke informationen på Baptistkirkens hjemmeside www.Baptistkirken.dk.